Tirsdag skulle prøven stå og jeg glædede mig ret meget. Vi mødtes udenfor en halv time før startskuddet, for jeg skulle jo igennem maskineriet med at blive officielt medlem for at kunne få lov til at spille med. Vi kom ind i et lokale der nok var på den gode side af 500 m2 og ved min første kommentar ”Hold da op”, var der 4 der shyssede af mig. Der var åbentbart allerede et eller andet spil igang, og så skal der altså være mussestille, for ellers kan alle de hørehæmmede ikke følge med.

Det kostede den overdrevne sum af 20 kr. at være medlem i et året, og så fik jeg endda et fint grønt papkort i en plasticlomme hvor mit navn var stavet forkert og min adresse var ”8000”, men pyt med det – nu handlede det jo om banko. Min venindes svigermor var nu også kommet, og det var hende der skulle være min guide igennem bankoaftenen. Jeg regnede egentligt ikke med at det var nødvendigt med en guide, for det var jo trods alt bare banko vi snakkede om. Jeg blev klogere!

Hun startede med at spørge hvad jeg gerne ville spille. Øhhh... bingo, svarede jeg, og tænkte at det da var et mærkeligt spørgsmål. Så fik jeg på een gang to lektioner: For det første er det overhovedet ikke bingo vi spiller i klubben – det er banko, og jeg fik mange fordømmende blikke fra de damer der stod omkring os på tidspunktet over at jeg kunne finde på at kalde deres vidunderlige spil for ’bingo’. Til dato har jeg dog ikke kunnet få en forklaring på hvad forskellen mellem banko og bingo er, men det vi spiller er i hvert fald ikke bingo! For det andet var der omkring ti forskellige spil vi kunne spille, og forklaringen gik yderst hurtigt og lød (efter lidt research) nogenlunde sådan her: ”Du kan spille kortspil, de lange, jackpot, specialspil, banko, pausespil og puljespil, og kan derudover vinde på kontrolnumre og rumlepot, samt købe lodder til ”frit valg” af de sælgere der går rundt mellem bordene. De starter med kortspillene, først det hvide og så det lyserøde, hvor det er vandret, lodret og fuldplade, så går de over i de lyserøde lange, hvor der er 1, 2, 3 rækker, hvorefter der er jackpotspil med 1, 2, 3 rækker. Herefter begynder de med bankopladerne, hvor der spilles 1 række og fuldplade, og på bankotallene afmærkes tallet på puljespillet, og på bankotallene på fuldplade afmærkes tallet på jackpotspillets anden side. Før spillene råbes der rumlenumre, som giver mulighed for at vinde rumlepotten hvis der fås banko på netop et af de tal der råbes op. Præmien bliver så rumlepotstallet ganget med et eller andet jeg aldrig forstod, men det lød som en præmie af en størrelse jeg gerne ville have. Der spilles 30 bankospil, og efter spil nummer 9 og nummer 24 spilles henholdsvis de blå og de gule specialspil med 1, 2, 3 rækker, og pausespillet spilles selvfølgeligt i pausen.” Jeg var helt blank, og jeg havde ikke følt mig så blank siden jeg havde statistik på studiet. Jeg valgte den sikre løsning og spillede præcis dét hun spillede minus kortspillene, og selvfølgeligt med færre plader i selve bankospillet.   

Jeg havde fået at vide at opråberen sagde tallene ret hurtigt efter hinanden, men eftersom jeg stadig havde mine forestillinger om damer mellem firs og skinddød, følte jeg mig ret overbevist om, at jeg nok skulle klare mig. Med en errindring om at kunne klare ca 6 plader på nettet, hvor jeg også selv lagde brikker på, købte jeg fire for at være på den sikre side. Derudover blev det til det blå og det gule specialspil, en jackpotspil og tre puljespil til deling imellem min veninde, svigermoderen og mig selv.

Jeg ved ikke om jeg forventede at der var håndklippede papirlaser i skåle på alle borde, som man kunne bruge til af lægge over tallene på pladerne, men jeg havde i hvert fald ikke regnet med at man skulle have decideret udstyr for at kunne spille. Alligevel hev alle et lille underlag op, der var i noget skridsikkert gummi-materiele, så pladerne ikke gled når man spillede, deres egne farvede brikker, en ”dutter” til alle de spil, der var engangs-spil på papirsedler og endeligt en magnet fordi det jo var alt for besværligt at fjerne brikkerne fra pladerne ved at vippe pladerne. Jeg lånte hele molevitten af svigermoderen og blev ret hurtigt lidt glad for min magnet, selvom jeg da godt kunne se at det var lidt overflødigt luksus. Men hvad – hvis mænd må få alu-fælge så må jeg vel også få en magnet til mine bankobrikker.

Vi startede ud med den ene del af jackpotspillet, hvor man skulle bruge dutteren, der blot satte en farvet cirkel når man duttede den mod papiret – ganske enkelt nemmere end en brik, og eftersom kuponnen nok kun er 6 x 4 cm, så skulle det være nogle meget små brikker. Jeg havde kun et jackpotspil, og dermed kun 15 numre at holde styr på, så det var en meget fredelig dåb, omend jeg faktisk blev overrasket af tempoet i tallene fra opråberen. Han råbte et nyt tal mindst hvert andet sekund, og jeg blev en smule nervøs for mine 4 plader, men det var der jo ikke noget at gøre ved nu.

Da den første skreg banko opdagede jeg også at den teknologiske æra har haft sit indpas på bankoverdenen. Der er ikke længere en der råber alle 15 numre op, og en mand der står manuelt og tjekker om alle tallene har været der. I stedet har alle plader et lille nummer, som bliver råbt op, og så bliver pladen, der er indkodet i en computer, kaldt frem på en skærm, hvor det så kan ses om der er banko eller ej. Der er vel omkring 10 skærme rundt om i lokalet, så de fleste har mulighed for at følge med. Ret smart fremskridt – og i ånden af at jo hurtigere spillene kan spilles, des flere penge kan klubben tjene er det jo også ret fornuftigt gjort af dem.

Så gik de ”rigtige” bankospil igang, hvor jeg fik helt ret i at 4 plader var rigeligt at holde styr på. Indtil jeg kunne huske et par ”fri-huller” altså tal, som jeg vidste jeg ikke havde, og hvor jeg derfor kunne nå at indhente dét jeg var bagud, er jeg ganske sikker på at jeg mistede et par tal i næsten hver runde.

Det ændrede dog ikke på at jeg i spil nummer 4 pludselig var kommet faretruende tæt på målet, 4 tal, 3 tal, 2 tal og pludselig manglede jeg kun 1 tal. Min puls røg op på mindst 140. Da opråberen så råbte 38, hvilket var dét tal jeg manglede, var jeg lige ved ikke at nå at råbe banko af ren og skær panik. Jeg rystede fysisk, da en dame kom løbende ned for at få det lille nummer på pladen, og efter bekræftelsen stak mig 200 kr. Jeg var slet ikke faldet ned igen, da de bare gik igang med det næste spil – så jeg er ret sikker på at jeg missede mere end 2 tal i den runde...

Men jeg vandt! Banko er fantastisk –og nu gælder det bare om at komme til at kunne styre flere plader hver gang... Hvis der er 80 årige, der styrer 12 plader (og det er der!!), så kan jeg også!